Dansk English USA
30. juli 2010 Sitemap Print
 Søg

IntraMed

Der er fart over feltet i IntraMed, som udvikler kliniske IT-systemer til e-health-området i sundhedssektoren. I år er der kommet syv nye kollegaer til, og virksomheden beskæftiger nu 30 medarbejder, fortæller Martin Couët, som er Channel Sales Director i IntraMed.

Der har vist sig stor interesse for virksomhedens systemer, ikke bare i Danmark, men også i udlandet og ledelsen har ikke haft stor grund til at bekymre sig over den globale finansielle krise.

IntraMeds systemer bliver brugt på mere end 60% af de danske hospitaler. Den webbaserede løsning kan holde styr på kommunikation og behandlingsplan og dermed sikre en effektiv og sikker behandling af patienter med kroniske sygdomme som f.eks. sukkersyge, hjertesygdomme, blødersygdomme med mere. Systemet sikrer også patienten fuldt indblik i behandlingen af hans eller hendes sygdom.

IntraMed blev oprettet i 1997 og leverede sin første løsning til Vejle Sygehus i 1999. I 2008 besluttede virksomheden sig for at fokusere på eksport, idet det var nødvendigt med en ekspansion for at opnå den ønskede udvikling.

Internationalisering i Canada og USA
IntraMed tog kontakt til Danmarks Eksportråd og gennemførte et eksportforberedelsesforløb i 2008 for at få hjælp til at finde potentielle udlandspartnere. Forløbet førte til eksportstartpakker til Canada og USA, hvoraf Canada især har vist sig at være et interessant marked på trods af afstanden, som kan være lidt af en udfordring.

”Det kan være svært at forstå aktørerne, og man mangler den generelle viden om, hvad der sker på markedet. Netværket mangler og bare det at kunne mødes med folk er jo meget vigtigt”, fortæller Martin Couët. Her er samarbejdet med det danske generalkonsulat og handelskontor i Toronto en stor hjælp.

”Handelskontoret er på stedet. De ved, hvad der sker, og har øjnene åbne for os. Her er de opmærksomme på canadiske virksomheder, som søger partnere, de er gode til at finde f.eks. udbud, som vi kan være med i, og de har sat nogle højkvalitetsmøder op for os. Desuden har de et rigtig godt netværk, som let kan bruges også i forbindelse med andre software-virksomheder”, fortæller Martin Couët, som har været overrasket over, hvor hurtigt og nemt det har fungeret med at handelskontoret har fundet og vurderet de relevante partnere og forretningsforbindelser for IntraMed. 

Fik navnet slået fast på rekordtid
På handelskontoret i Toronto er de glade for samarbejdet med IntraMed, som fik slået sit navn fast på markedet efter en konference på blot 2,5 dage i december 2008. Kevin Pitt, som er handelsmedarbejder på handelskontoret i Toronto, og som har arbejdet tæt sammen med IntraMed, oplever, at branchen efterfølgende spørger til virksomheden og dens aktiviteter efter at have mødt dem den ene gang på konferencen.

IntraMed er nu gået sammen med en af Canadas største virksomheder for at byde på en stor kontrakt om leverance af deres system til alle de klinikker og hospitaler, der behandler sukkersyge i hele Ontario-provinsen.

Og at dømme efter Peter Mørk-Nielsen, som er eksportstipendiat på handelskontoret i Toronto er det canadiske marked helt parat til IntraMed:
”E-health er i højfokus på det canadiske marked, og Danmark er det land i verden, som er længst fremme på dette område”, siger Peter Mørk-Nielsen. Martin Couët er enig: ”Som brand har Danmark og danske produkter et rigtig godt omdømme i Canada”, siger han.

Og som en ekstra bekræftelse af dette, fortæller Peter Mørk-Nielsen, at en delegation af canadiske konsulentvirksomheder i øjeblikket planlægger at komme til Danmark i efteråret for at mødes med det danske sundhedsvæsen og danske E-health virksomheder.



For yderligere information kontakt venligst Channel Sales Director Martin Couët på telefon +45 24 86 71 90 eller på mail mc@intramed.com.